Top 5 metoder til at fjerne oxider fra rustfrie svejsninger
Bejdsning | tirsdag, 10 maj 2022
Fordele og ulemper ved metoderne
Der findes flere metoder til at fjerne oxider fra rustfrie svejsninger og genetablere et beskyttende lag mod korrosion og rust. Alt efter størrelsen på emnet og det ønskede overfladeresultat har metoderne hver især sine fordele og ulemper.
Her hos Cougartron elsker vi at dele vores viden om bejdsning og hjælpe dig, der arbejder med svejsninger af rustfrit stål til at vælge den rette bejdseløsning – også selvom det ikke er vores. Når du har læst denne artikel, er du forhåbentlig klædt på til at vælge den bejdsemetode, som passer til dine krav.
Bejdsepasta
Fordele:
- Forholdsvist hurtigt
Ulemper:
- Ekstremt farligt for dig og miljøet
- Kræver gifttilladelse
- Spildevand må ikke udledes
Bejdsepasta er en udbredt og billig metode til at fjerne oxider fra svejsesømme. Man skal være opmærksom på, at bejdsepasta kræver en gifttilladelse at købe, da det består af meget giftige kemikalier (svovlsyre, flussyre og salpetersyre), som er skadelige for både dig og miljøet.
Der er med årene kommet tiltagende fokus på bejdsepastaens skadelige effekter, og myndighedskravene er med god grund blevet strengere.
Bejdsepastaen fungerer ved, at den tyktflydende væske smøres på svejsesømmen, hvorefter man venter 30-60 min. Derefter vaskes bejdsepastaen af – og her bliver det lidt indviklet – for spildevandet må ikke udledes i kloakken, men skal opsamles og bortskaffes. Resultatet bliver en korrosionsbestandig svejsesøm med et lettere skjoldet udseende.
Man kan undre sig over, at metoden er så udbredt, når ulemperne åbenlyst opvejer fordelene. Det skyldes højest sandsynligt de lave omkostninger, som for mange er afgørende. Men med det tiltagende fokus på miljøet i industrien spår vi hos Cougartron, at man i fremtiden vil vælge langt mere miljøvenlige bejdsemetoder.
Dyppe- og spraybejdsning
Fordele:
- Ensartet udseende på hele overfladen
- Høj korrosionsbestandighed over hele emnet
- Tidseffektivt ved mange små emner (dyppebejdsning)
Ulemper:
- Leveringsomkostninger og -tid til underleverandør
Ved dyppebejdsning dyppes emnerne i kar med bejdsevæske og får herefter en flot og ensartet overflade både indvendigt og udvendigt. Metoden er god ved rør, hule emner eller emner med kroge og hjørner, som er svære at komme til manuelt.
Det er dyrt at have sit eget anlæg, og det mest udbredte er derfor, at man betaler underleverandører for at dyppebejdse sine emner. Ulempen kan derfor være transportomkostningerne og ventetiden.
Spraybejdsning tilbydes ofte på de samme anlæg som dyppebejdsning og foregår ved, at en bejdsevæske sprøjtes på hele emnet og renses af efter nogle timer med højtryksspuling. Spraybejdsning kan også udføres med mobile bejdsningsanlæg. Grundet høje miljø- og sikkerhedskrav anbefales det, at spraybejdsning udføres af professionelle, som håndterer opsamlingen og bortskaffelsen af syre og spildevand.
Spraybejdsning er en god løsning, hvis dine emner er for store til dyppebejdsning, og du ønsker, at hele overfladen skal bejdses. Ulempen er transportudgifterne, som kan være høje – især hvis emnerne er meget store og vanskelige at fragte.
Slibning/børstning
Fordele:
- Billigt og hurtigt
Ulemper:
- Ikke korrosionsbestandigt
En meget lavpraktisk, billig og hurtig måde at fjerne oxider fra rustfrie svejsesømme er ved manuel slibning/polering, hvor man eksempelvis med vinkelsliber sliber overfladen. Man skal dog være opmærksom på, at det giver en ridset overflade og resultatet er ikke korrosionsbestandigt. Derfor er der høj sandsynlighed for at emnet vil ruste med tiden – især ved udendørs brug.
Glasblæsning
Fordele:
- Ingen kemikalier
Ulempe:
- Ikke korrosionsbestandigt
- Risiko for at jernpartikler blæses ind i overfladen
Glasblæsning kan anvendes ved både små og store emner og fungerer ved, at tusindvis af små glaskugler blæses med trykluft mod metallets overflade. Glasblæsning kræver ingen kemikalier, og resultatet er en ensartet og mat overflade. Dog er resultatet ikke korrosionsbestandigt, og det kræver derfor en efterfølgende passivering. Desuden er der en risiko for at partikler fra jernet blæses ind i overfladen sammen med glaskuglerne, hvilket med garanti vil give korrosionsproblemer.
Elektrokemisk bejdsning
Fordele:
- Effektivt og hurtigt
- Ingen farlige syrer
Ulemper:
- Egner sig kun til bejdsning af svejsesømmet og ikke hele overflader
Elektrokemisk bejdsning er en effektiv måde at fjerne oxider på rustfrie svejsesømme. Metoden kombinerer fosforsyrevæske og strøm, som påføres svejsesømmen. Væsken bliver varmet hurtigt op af strømmen, hvilket giver en øjeblikkelig bejdsning. Fosforsyre er i fødevarekvalitet (og findes eksempelvis i cola), og klassificeres som en mindre farlig syre sammenlignet med de syrer, der for eksempel findes i bejdsepasta.
Der ikke brug for at skylde efter med vand, og man undgår derfor helt at opsamle og bortskaffe spildevand. I stedet bruger man neutraliseringsvæske i sprayform, som tørres af.
Elektrokemisk bejdsning er et miljøvenligt valg og udstyret er let og flytbart. Derfor kan bejdsningen udføres næsten hvor som helst. Vi anbefaler dog, at man har udsugning, hvis man er indendørs.
Selvom vi hos Cougartron er stolte af vores produkter, kan vi godt anerkende at elektrokemisk bejdsning ikke egner sig til alle opgaver. Hvis du eksempelvis skal bejdse hele overfladen på dit emne eller store områder, så er elektrokemisk bejdsning ikke det rette valg. Men ønsker du til gengæld en effektiv bejdsning af svejsninger, som giver høj korrosionsbestandighed, så tøv ikke med at kontakte Cougartron for at høre nærmere om vores produkter.
Konklusion
Når du skal finde ud af, hvilken bejdsemetode er den bedste til dine rustfrie svejsninger, skal du først afgøre, om hele emnet skal bejdses eller ej.
Hos Cougartron har vi alt, hvad du skal bruge til elektrokemisk bejdsning, og vi har flere forskellige maskiner til formålet. Er du i tvivl om, hvilken maskine er den rette for dig, så tøv ikke med at kontakte os.